
- Barnedåb i Jerusalemskirken
I Danmark er Metodistkirken en af de små frikirker, men på verdensplan er den ét af de største protestantiske kirkesamfund med omkring 80 mio medlemmer.
Metodistkirken har et godt forhold til de andre kirkesamfund i Danmark, og her i København har vi et godt samarbejde både omkring den årlige kirkevandring og ved en række andre arrangementer i løbet af året.
I Metodistkirken har vi barnedåb. Vi mener, at en personlig tro på Jesus Kristus har en positiv indflydelse på menneskelivet.
En klar tankegang, glæde i troen og omsorg for hele mennesket, opfatter vi som væsentlige elementer i at være kristen. Det kommer blandt andet til udtryk i et rigt gudstjeneste- og musikliv, samt et omfattende socialt arbejde.
Jerusalemskirkens selvforståelse
Visioner, Mission og værdier
Visioner
Jerusalemskirkens vision er at være en voksende oase i storbyen! I mere end 10 år har oasen været det vigtigste billede vi har fremmanet, når vi ville tale om den drøm, der bærer vores engagement her i København. Vi har talt om oaser, der forsyner mennesker på vandring med næring og frisk vand. Sådan et sted vil vi gerne være for mange mennesker, et sted der styrker og opbygger til livets udfordringer. Vi har betonet det levende vand i oasens centrum. Jesus der giver sig selv for vores skyld og fornyer livet i Guds kærlighed. Vi har drømt om oasen som et skyggefuldt sted, hvor man kan komme til kræfter og inspireres af at møde de mange andre mennesker, der strømmer til kirkens gudstjenester og arrangementer. Gennem årene er der tegnet en række billeder af livet i oasen og hvordan dette liv, drevet af Guds Ånd, får betydning for de mennesker, der kommer i kontakt med oasen. De bliver berørt af Guds Ånd, de oplever befrielse, forsoning, fornyelse og fred.
Visionstalerne har været forsøg på at pege på konkrete udviklingsmuligheder for denne vision i vores kirke og by. Visionen bygger på det vi ser som vores mission, vores opgave, som kirke i Købehavn.
Mission
Overordnet er det menighedens mission, dens opgave, at nå mennesker i København med budskabet om Jesus Kristus. Man kan sige, at vi har haft 4 strategier for at nå dette mål.
1. Ud i samfundet
For det første har vi arbejdet for at udruste medlemmerne til at være vidner om troen og Jerusalemskirken dér, hvor de er i deres hverdag. Vi har altså forsøgt at flytte kirkens vidnesbyrd udenfor kirken, derud hvor vi hver især går i skole eller på arbejde, der hvor vi bor, handler ind, har naboskaber, venskaber og fritidsinteresser. Menighedsplantningen i Solrød kan også ses i det lys.
2. Gudstjenester
For det andet har vi arbejdet med at gøre vore gudstjenester imødekommende for mennesker af alle slags. Vi har betonet en varm atmosfære, der kan få folk til at føle sig velkommen, en lav tærskel for nye og en forkyndelse der er personlig og relevant for moderne mennesker, samt musik der passer til vores tid. Plantningen af den internationale menighed kan ses som et resultat af denne strategi i forhold til en bestemt gruppe, nemlig engelsktalende indvandrere.
3. Kontaktflade
For det tredje har vi en række udadvendte aktiviteter, der skaber en stor kontaktflade til byen omkring os. Gospelarbejdet, spejderarbejde, socialt arbejde, basar, kulturnat, m.m.
I forlængelse med disse kontaktskabende aktiviteter har vi arbejdet med undervisende og fællesskabsbyggende tilbud til folk på vej ind i menigheden: Alphakurser, smågrupper, kurser og lignende.
4. Lederudvikling
Som en del af udførelsen af vores mission arbejder vi med udvikling af nye ledere gennem smågrupper, kursustilbud, tilbud om medvirken i gudstjenestearbejdet, og at vi i dette efterår har startet et lægprædikantkursus.
Værdier
Bagved visionerne ligger Jerusalemskirkens værdier, dvs. de grundlæggende holdninger der kommer ud af vores tro, og som vi bestræber os på at leve efter som metodister. Værdierne har stor tyngde for vores måde at være kirke på. De fortæller ikke præcist, hvad vi skal gøre, men de bestemmer hvorfor vi gør som vi gør og på hvilken måde. Vores grundlæggende værdier, som de for flere år siden er vedtaget af menigheden er:
Fællesskab
Vi vil være kirke på tværs af alder og kultur – et åbent fællesskab, som rækker ud til mennesker, uanset hvor de er i forhold til deres tro. Vi mener en kristen skal leve sin tro i relation til andre i et forpligtende fællesskab og at dette fællesskab, ikke må være sig selv nok, men altid åbent for dem, der endnu ikke er med. Vort perspektiv er altid større end os selv. Konkret lægger vi vægt på, at man er med i en smågruppe, hvor omsorgen for hverandre kan blive håndgribelig.
Engagement
Vores kirke lever af, at mennesker begejstres og gennem frivilligt engagement oplever et rigere liv. Vi vil være en kirke, hvor alle medlemmer er engagerede gennem deres bøn, deres nærvær, deres gaver, deres tjeneste og deres vidnesbyrd. Som frikirke er vi helt afhængige af medlemmernes engagement, som kristne er vi kaldede til at være kirken – Guds plan for verden.
Åndelighed
Åndelighed er for os et udtryk for, at vi lever i en relation til vores Gud. Åndelighed tager sig mange forskellige udtryk. Bøn, bibel og tilbedelse, gudstjeneste, dåb, nadver og forkyndelse, samtaler og omsorg, retræter og pilgrimsvandringer, ansvarlighed i forhold til skabningen og vore medmennesker – lokalt og globalt.
Åndelighed kan beskrive de synlige og usynlige udtryk for vores længsel og tro, men også det rum af kærlighed som Gud giver os, når han træder os nær.
Tryghed og frihed
Vi tror, at kirken skal være et sted, hvor alle kan føle sig trygge og frie til at være sig selv. Vi tror, enhver skal være fri til at deltage i kirkens liv, bringe sine livserfaringer med og føle sig værdsat for sin indsats.
Fremtiden
I ledergruppen er vi glade for at arbejde for styrkelse af menighedens værdier, for virkeliggørelsen af menighedens vision og opfyldelsen af vores mission. Ved dette halvårsmøde vil vi ikke pege på andre konkrete områder, end dem der allerede indgår i evalueringen af 2 gudstjenester. Det er det vigtigste lige nu, men vi er begyndt at tale om, at fra næste halvårsmøde igangsætte en proces for bearbejdning af menighedens visioner og målsætninger. Vi forestiller os, at hele menigheden, gennem forskellige aktiviteter arbejder sammen om at formulere visioner, indsatsområder og målsætninger for de næste 5 år i Jerusalemskirken. Vi vender tilbage med et konkret forslag til processen til foråret.
Ledergruppe og præster



